Karens Blog

Karens Blog - 1. session hos Kvinde Cosmos - 7. Maj 2014

 

Træt, træt, træt.. Ikke træt af mig eller træt af at være mig (ikke som sådan i hvert fald), men træt af at være træt. Træt af at være træt i kroppen og træt i toppen. Træt af at hænge fast i samme vaner, samme mønstre, og ikke mindst træt af de samme tanker, men i virkeligheden mere ked af det, end træt, over ikke at formå at ændre på dét ved egen viljes kraft.

 

Jeg har været i denne stressede "kroppedas" en rum tid, ja i flere år, og er nu med det "de" kalder en Kronisk Belastningsreaktion. Kronisk i form at træthed (både fysisk og psykisk), kronisk i form at kognitive udfordringer, kronisk i form at dens vedblivende tilstand.. MEN jeg er træt af at være "noget" kronisk.

 

Så ja, I have walked this path many times before. Har prøvet meget i selvudviklingens tegn, har kigget mig selv i spejlet, pillet mig i navlen, gravet i fortiden og "kigget" ind i fremtiden, har omlagt kosten og spist min andel af vitaminer og mineraler. Det HAR hjulpet, det har givet velvære og selvindsigt, og bevidsthed om tilvalg og fravalg, om tankemønstre, om egen og andres adfærd. ALT sammen ganske gavnligt og brugbart, MEN det har ikke givet mig den fornødne styrke, tro og motivation til at holde ved, til selv at turde skabe den vedblivende ændring, som jeg nu må indse, der skal til. Jeg mangler den styrke og tro, som vil holde mig på kursen, og som vil hjælpe mig til ikke at "falde i" ved ny stress og ny belastning.

 

Min hidtidige selvudviklingskur har i virkeligheden været som en slankekur, der giver long term bonus i form af ny viden og brugbar erfaring, men et short term fix, da "vægten" ikke nødvendigvis forbliver netop "der".

 

Dertil må jeg bare erkende, at der skal en hånd til, et skub i ryggen, en skulder at støtte mig op ad, og sikkert (over tid) også græde ud ved. Jeg ønsker mig nemlig oprigtigt en vedvarende livsstilsændring, hvor min stressede krop og top kan finde ro ved "bare at være". Dette er i virkeligheden mit primære formål med at opsøge Kvinde Cosmos, hvad jeg har gjort med en vagt nysgerrighed, "lidt" indre frygt for de forandringer, som HELT sikkert venter, men nu også med visheden om, at den støtte og sparring, netop jeg får brug for på min vej, nok skal være der.

 

Jeg ønsker mig selv en RIGTIG god, spændende og lærerig rejse, og glæder mig til at lære min rejse- og sparringspartner "lidt" bedre at kende. Her på Kvinde Cosmos' blog vil jeg dele mine oplevelser gennem tykt og tyndt, gennem med- og modgang.  EvaEia har lovet mig udfordring, med- og modspil, og jeg tager hende på ordet J, og håber, at dette forløb hos Kvinde Cosmos virkelig vil blive min sidste større rejse, inden jeg lander ved mit eget mål: "bare at være mig". 

Skrevet af KvindeCosmos klokken 13:00

0 Kommentarer :

Kommentar

Kommentarer er lukket

Seneste kommentarer

Arkiv