Karens blog 8

 

Min usikkerhed,  min tro følgesvend, eller begynder min "svend" at være mig utro?

 

Efter endt session hos EvaEia er der primært en ting, som fylder mit hoved. Er det virkelig det, "bare" en overspringshandling? Altså en adfærd, som jeg både putter og gemmer mig bag ved?

 

Er jeg i virkeligheden slet ikke så usikker mere, som jeg ellers altid har været, og som jeg måske stadig ofte gør mig til? Er det virkelig dét, jeg gør, altså hiver usikkerhedskortet frem af "vaneskuffen", når jeg ikke "ved", hvad jeg ellers lige skal gøre eller sige? Måske er det, i selve øjeblikket, nemmere at undlade at finde et svar, nemmere ikke at tage stilling, nemmere ikke at mene noget, nemmere og mere selvindbildsk skånsomt ikke at mærke efter og handle derpå? 

 

Er min usikkerhed blevet mit personlige trumfkort. ? Men hvad nu, hvis jeg slet ikke er så usikker på mig selv mere, som jeg vitterlig var i "gamle" dage? Måske jeg i virkeligheden godt ved, hvad jeg har på hjertet, når jeg bliver udfordret? Måske jeg i virkeligheden er ligeglad med at blive sat i bås af andre og mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig og mit. Og måske det føles helt fint, ja, måske ligefrem både rart og befriende at stå ved mig selv?

 

Jeg har hørt mig selv hive usikkerhedskortet frem, når jeg ikke lige har vidst, hvordan jeg kunne svare, når jeg ikke lige har vidst, hvordan jeg ellers kunne komme udenom en "knibe", udenom at indse en uhensigtsmæssig adfærd eller udenom et forestående mønsterbrud. Jeg har lagt mærke til det ske gennem en rum tid, særligt i min tid hos EvaEia. Men pludselig, under min sidste KvindeCosmos session, når jeg til en erkendelse, som giver en eller anden form for genklang. Jeg kender faktisk godt til svarene, jeg ved godt, hvad jeg skal svare, for jeg mærker jo det, som føles rigtig for netop mig, også selv om der stadig kommer et "det ved jeg ikke" ud af min mund. Jeg ER jo langt klogere på mig og mit, end jeg bilder mig ind i toppen, og dét ved kroppen. Dét er forunderligt, overvældende og lidt skræmmende, for erkendelser kræver handling. og en selverkendelse som denne "kræver" ændring af min adfærd, både måden at være på overfor mig selv, mit selvsyn, men også måden at være på i "mødet" med andre.  

 

Jeg ved ikke, om det per definition er sådan, det er, men jeg mærker i hvert fald på egen krop, at min usikkerhed forsvinder i takt med, at kontakten til kroppen bliver tydeligere, og jeg bliver tydeligere i takt med, at jeg rammer nærværet og det, som minder om indre balance. Jeg mærker svarene i kroppen og dermed i toppen, når blot jeg minder mig selv om ro og indadvendt nærvær. Jeg mærker svarene, for de finder vej trods "støj" og bump på vejen. Så måske min usikkerhed virkelig bare er blevet til en vane.? Og dét en uhensigtsmæssig en af slagsen. En vane som faktisk skaber begrænsninger for mig.  En vane, som forhindrer mig i at følge mine drømme og spænder ben for at blive den, som jeg i virkeligheden er.

 

Jeg har, gennem tiderne,  kigget dybt i krukken, vendt vrangen udad, mærket efter, og jeg har lært mangt og meget om mig. Jeg har følt mig mere usikker på mig selv end nogensinde før. Jeg har holdt om min usikkerhed, holdt den i hånden i håb om at blive dus med den. Jeg har forsøgt at tage afsked med usikkerheden ved at afskedige den, men den gik til chefen og fik sit job tilbage.  Nu står jeg lidt og betragter den igen. Måske det i virkeligheden er okay at være usikker, om ikke andet så bare en gang imellem? Måske det i virkeligheden ikke er en svaghed men en menneskeret? Måske jeg i virkeligheden bare skal acceptere, at den er her?

 

Ja, min usikkerhed ER stadig en del af mig, og vil sikkert altid være det, MEN jeg mærker alligevel i opmærksomme øjeblikke, at noget har forandret sig. Jeg mærker mig selv, og får derved ufiltreret adgang til mig og mit, og jeg har "pludselig" ingen grund til at putte mig bag en usikkerhed og ingen grund til at bruge den som min trumf.

 

Jeg er ikke sikker på, at min erkendelse om brug af min usikkerhed overrasker EvaEia så meget, som den måske overrasker mig. Jeg har tilgode at spørge hende, men jeg tror, hun har fornemmet det, og hjulpet min erkendelse på vej - for ja, det er jo det, EvaEia gør, og det hun kan! Hjælper processer på vej.  

 

Så måske det netop er det, som sker her, nemlig et samspil mellem erkendelse, accept og et forsøg på handling. Præcis denne blog har nemlig været blandt de sværeste at tage hul på, blandt de sværeste at få sat på skrift, trods jeg har vidst at den ville blive "kort" og stort set kun omhandle et emne. Måske fordi min erkendelse overrasker mig.? Måske fordi accepten kræver handling? Måske fordi jeg må gøre noget andet end at putte og gemme mig for mig selv? Måske fordi jeg skal fremelske et andet og tidstro selvbillede? Måske fordi jeg faktisk oplever, at jeg kan være mig selv, og at jeg kan stå ved mig selv. Bliver det rart? Jeg ved det ikke ;) . eller rettere. i processens tegn . Jo, jeg ved! Dét bliver fantastisk og tilmed befriende, og jeg mærker en spæd indre jubel!

 

"Life is beautiful as long as I dare to live it!"

 

Skrevet af KvindeCosmos klokken 08:00

0 Kommentarer :

Kommentar

Kommentarer er lukket

Seneste kommentarer

Arkiv