Karens Blog 2

Her er nu gået et par uger siden min anden session hos Kvinde Cosmos, og omfanget af de første ændringer er ved at finde sit leje. Kan mærke, at jeg skal skubbes, udfordres, holdes til ilden, og dertil er det godt, at jeg har mine aftaler med EvaEia i kalenderen. Kostændringer, motion på programmet, hvile, afslapning, mærken efter og alt for tidlig i seng. Så er vi ligesom i gang!

 

Pligtopfyldende som jeg er, møder jeg selvfølgelig op hos EvaEia, men (ærligt) det er ikke lysten, som driver værket denne gang, det er "pligten". Har fulgt anvisningerne efter bedste evne og dem, som jeg ikke har fulgt, må jeg tage hånd om snart, meget snart (.tænker pligten).

 

Inderst inde ved jeg, at det her "fix" med bistand fra Kvinde Cosmos vil hjælpe mig og nok endda hjælpe mig big time, men er jeg virkelig klar til den udfordring  og den ændring, som det her kan resultere i? Kan jeg samle modet og viljen (og slippe modviljen), samle styrken til at begive mig af sted og i gang? Hvad med tilliden, tænker jeg, ja mest tilliden til mig selv, for dén skal jeg bruge nu? Og sidst men ikke mindst, min omstillingsparathed, hvordan har den det? Jeg VIL gerne men kan mærke, at jeg alligevel er "på hælene", er stædig og stadig træt... Dét her bliver spændende, tænker jeg .... og skubber processerne foran mig... Hvorfor nu alle de her følelser og tanker? Jeg har mine ideer, og er spændt på, om de holder stik. 

 

MEN som sagt, vi ER ligesom i gang. Et skridt ad gangen! Helsekosten er tømt, kølediskene tjekket for økovarer, varer bestilt over nettet fra indland og også snart fra udland. Her hjemme bliver der stille og roligt ryddet ud i køleskab, skuffer og skabe, for gamle, uhensigtsmæssige madvarer må ud, nye sundere alternativer må ind. Morgenrutinen med mundskyld og fiberindtag er kørt i stilling, morgenmaden ændret fra Urtekrams müsli med risdrik og bunker af frisk frugt til protein, det sunde fedt og grønt, masser af grønt. Det siges at være en optimal start på dagen. Jeg tænker; vi får se!

 

Siden sidste besøg hos Kvinde Cosmos er alle øvrige måltider faktisk vendt over samme fordelingsnøgle, masser af grønt, protein og det sunde fedt. Jeg har spist fortrinsvist sundt i flere år, men trods den egen opfattelse, bliver det nu til noget mere kød, æg, olier og grønsager, og til noget mindre brød, pasta, frugt, hurtige og let fundne snacks og mellemmåltider. Og hvordan er det så gået? ... Jeg synes, jeg tygger, tygger og tygger. Er maven glad? .Dertil er svaret; ikke endnu! 

 

Havde dog forventet, at denne "kolde tyrker" af en madvaneændring ville give mig større kvaler, end tilfældet har været. Havde forventet, at den søde tand havde hevet mere i mig, end tilfældet har været. Åhhhh jow, hevet i mig, dét har den søde tand, men alligevel kun trukket og lokket mig i chokoladen. For ja, jeg har haft svært ved at holde mig fra netop den. Er vild med den mørke øko, 72%. Jeg synes, den ER mørk og lækker, men øjensynlig ikke mørk og lækker nok..... Og frugten, den saftige af slagsen, særligt mine vindruer har kunnet få mine tanker på gled, og det særligt den første tid af denne "mad afvænning". MEN jeg kender mig selv godt nok til at vide, det må være enten eller. Ikke noget med en blid overgang, lidt frugt eller brød her og der, for det kunne blive mig for nemt at lave hyggelige aftaler med mig selv, så jeg holder ved, har nødder, vand med citron OG den helt mørke chokolade inden for overskuelige rækkevidde. Er det glimt af den gammelkendte viljestyrke dét-her-skal-jeg-sku, som titter frem? Dét ville være et kærkomment gensyn!

 

Og så til den helt store udfordring for mig! At følge kroppen, at slå toppen fra og lade mig guide af kroppen. Man kunne tror, at det er nemt, men nej, sådan oplever jeg det slet ikke. Har overhørt min krop i årevis, ja årtier, så nemt at lytte til den, dét er det ikke. Kroppen plejede at følge med og gøre, hvad den fik besked på, altså lige indtil den sagde STOP! Jeg blev tvunget i knæ og til at stoppe op! Ville egentlig gerne lytte til kroppen, men vidste faktisk ikke hvordan. Jeg har siden øvet mig, er blevet bedre, men øjensynligt glemt meget af det tillærte, for gamle vaner, handlings- og tankemønstre har fået tag i mig igen. I pressede situationer har gamle vaner og mønstre nemlig for vane at tage over igen.

 

Jeg synes ofte, det kropslige sprog bliver sagt i ulæselige koder! Nu bestemmer toppen, og kroppen følger efter på bedste beskub. Det er her, jeg skal arbejde, lære at knække koder, for kroppen higer efter omsorg og forståelse, den ER jo træt... Jeg tænker; så send mig dog den ordbog, ja, bare en App! Giv mig nu det easy fix! MEN lur mig om ikke afslapning, mere søvn, motion, selvaccept, lidt mere sjov og (af-)spænding og så den personlige tilpassede kost er nogle af de kodeord, som ville stå først for i den App. Jeg tror, at EvaEia kender den "ordbog" og formidler oversættelsen, når nu ikke min egen App er downloaded (endnu), for jeg kører stadig på "FIX it mode" end "DO-IT-MYSELF mode".

 

Skrevet af KvindeCosmos klokken 10:00

0 Kommentarer :

Kommentar

Kommentarer er lukket

Seneste kommentarer

Arkiv