MIN BLOG HOLDER PAUSE - MEN MÅSKE DER STADIG ER NOGET DU KAN BRUGE

 

Jule Romkugler (stor protion)

 

300g dadler udblødt i 2timer eller gerne natten over

100g kokosmel (evt ekstra til at rulle kuglerne i)

100g kokosolie

50g kakao (evt lidt ekstra til at rulle kuglerne i)

2tsk stødt nelleiker

2spsk kanel

20dråber romessen

1/4tsk kardemomme

 

Put alle ingredienser i en food processer til det er blevet til en lind masse (er din food processer ikke så stærk så start med dadler og tilsæt de andre ting en efter en)

Smag gerne dejen og tilsæt evt flere krydderier.

Dejen rulles til mundrette kugler og rulles i kokosmel, kakao eller hvad du har lyst til. Du kan evt rulle dem og sætte dem i køleskabet i en time og derefter rulle dem i smeltet chokolade 86%

 

De skal opbevares i køleskabet - pas på de er vane dannende :O)

Er min usikkerhed blevet mit personlige trumfkort. ? Men hvad nu, hvis jeg slet ikke er så usikker på mig selv mere, som jeg vitterlig var i "gamle" dage? Måske jeg i virkeligheden godt ved, hvad jeg har på hjertet, når jeg bliver udfordret? Måske jeg i virkeligheden er ligeglad med at blive sat i bås af andre og mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig og mit. Og måske det føles helt fint, ja, måske ligefrem både rart og befriende at stå ved mig selv?

 

Hvis jeg skulle give dig mine 3 bedste tips til at optimere din fertilitet så er det dem jeg nævner i denne blog.

 

 

På en eller anden måde mærker jeg nu tydeligere effekten af alle de vitaminer, mineraler, olier og personudviklende tiltag, som EvaEia og jeg har gang i, og det er helt sikkert, at det forarbejde, som vi har gjort siden start, har gjort en succesfyldt leverrens mulig. Det er som om, at kroppen, og sikkert toppen, nu kan kapere både signaler og input bedre. Der er mindre "grus" i maskinrummet, mindre stagnation i maven, for at sige stort set ingen, og det viser sig i toppen. Min tænkning er klarere, mulighederne mange, glæden større, der er kommet mere overskud og mere handling bag tankerne, mange ideer fødes og flere fulgt til dørs. Motion er kommet på programmet, og det er nu mere lysten en pligten, som driver mig af sted. Jeg tør næsten påstå, at stagnationen i top og krop er væk, i hvert fald på vej væk.

Min evige "kæmpen imod mig selv" er ligesom "brast", i hvert fald for en stund. Jeg mestrer nemlig ellers at holde ved, og dét i det gamle, i det velkendte, altså i de gamle og velkendte mønstre, vaner og tanker, for dem kender jeg allerbedst, og her føler jeg mig åbenbart mest tryg. Men denne gang hos EvaEia er jeg bare træt og paraderne sat på hold.